Mine uden sammenligning største fokuspunker, i forhold til de ting jeg foretager mig.

Primært i forhold til psykisk sygdom, men også i forhold til at være førtidspensionist og alkoholiker, da de i mit og mange andre psykisk syges liv, i en eller anden form er beslægtigede og i nogle situationer selvforstærkende.

Desuden er der krøllen på historien, som er at mange som lever i et tabuiseret liv også er selvstigmatiserede. Det at stå ved sin psykiske sygdom, alkoholisme eller at man er førtidspensionist er ikke noget man gør, bl.a fordi der via tabu og stigma ligger en holdning af ikke at slå til, at man ikke er god nok til at være en del af samfundet.

Hvis tabu og stigma skal minimeres, skal tavsheden omkring f.eks psykisk sygdom brydes og der skal en mere differentiering af hvad begrebet indeholder. Det nytter ikke at almenviden omkring psykisk sygdom, er præget af de mere eller mindre sensationelle historier, i den kulørte presse, om voldsomme psykisk syges desperationshandlinger eller de generelle misforståelser,der er omkring det stigende antal diagnoser.

Midlerne må være information og vidensdeling, på kryds og tværs i samfundet, både formelt og uformelt. Og samtidig styrke båndende mellem den “normale” og den psykisk syge, både individuelt og som gruppe.

Hvordan det så lige skal foregå, er jeg ikke helt sikker på, men jeg prøver lidt forskelligt, blander mig i debatten, skriver lidt og har mit eget lille, for nogen, småprovokerende projekt “Mød en psykisk syg”. Om det har en effekt må tiden vise, om ikke andet, så får jeg noget kaffe, og prikket lidt til mine udfordringer, så på den personlige front, kan det kun være en succes.