Jeg er en 66’er, bor sammen med min kæreste,  far til 2 og papfar til 4, hvoraf 3 bor hjemme endnu.

Jeg er uddannet pædagog og autodidakt computernørd, det nørdede har vist sig at være gældende i meget af det jeg foretager mig.

Sommeren 2000 blev jeg opsagt på grund af sygdom og ca. 10 år efter fik jeg tilkendt førtidspension pågrund af manglende arbejdsevne med udspring i psykisk sygdom.

Gennem årene havde jeg opbygget et solidt alkoholmisbrug, som jeg med hjælp af Antabus og AA, fik langt på hylden i januar ‘13.

Sommeren ‘16 fik jeg tilkendt en bostøtte, som hjælper mig med at opbygge og fastholde strukturer i min hverdag, så mine dage kan hænge sammen for mig.

Fra januar ‘17 til juni ‘18 var jeg en del af Skanderborg Kommunes Psykiatriudvalg. Et såkaldt §17.4 udvalg.

Det at leve med en psykisk sygdom, giver en række problemer i hverdagen, at så oven i købet at have levet med et solidt alkoholproblem, gør det absolut ikke lettere. Jeg vil her, ikke koncentrere mig så meget om tiden før, jeg blev ædru. Da det i min optik er en skillelinje, hvor jeg inden mest overlevede fra dag til dag, og dulmede smerten ved at være sat udenfor med alkohol.

Efter jeg blev ædru, har jeg først skulle lære at leve med de frustrationer der havde bygget sig op gennem årene og samtidig give slip på den del jeg ikke har indflydelse på. Billedlig talt, lidt som at blive født på ny, at skulle lære alt forfra og acceptere den situation jeg lever i. Noget som endnu ikke er lykkedes helt, med jeg er på vej i den rigtige retning, tror jeg.

Jeg har altid været ambitiøs og videbegærlig, og det er nu både en kilde til begejstring og frustration. For jeg kan ikke bare gøre de ting jeg har lyst til, uden der er en regning der skal betales. Det psykiske overskud er ganske simpelt ikke stort nok, så hvis jeg rækker for langt, går jeg før eller siden ned med flaget, og ender f.eks. i en depression som jeg gjorde i julen ’17.

Hvor balancen er for mig, ved jeg endnu ikke, og der er da tidspunkter, hvor jeg er lidt træt af den evige kamp for at finde den, men omvendt er jeg lige så bange for at ende med at sidde apatisk på sofaen og være bange for at handle. Så der vil nok fortsat dukke projekter op, og jeg vil nok stadig kommer til at overskride mine egne grænser fra tid til anden, men hellere det, end sætte sig ned og stille tænke “Det var Det” og vente.

Bernd Bachmann
Sommeren ‘18