Kender i det, når det man har lyst til at gøre ligger udenfor ens formåen, når selvtillid, selvværd og selvfølelse clasher med drømmene. Når realiteten hiver en ned og får en til at overveje, om det er kampen værd, og om det ikke er ok, bare at nøjes. At putte sig i det sikre hjørne og ikke række ud.

Sådan har jeg det, engang imellem. Og når jeg så har dvælet lidt i selvmelidenheden, bliver jeg som regel irriteret, på mig selv, min psyke, men mest af alt, på de ting som er ude af min kontrol, men som begrænser mig og andre der er i samme situation som mig.

Jeg er bliver lidt træt af kunstige grænser og krav til normalitet. Træt af systemets manglende fleksibilitet og inklusion. Træt af pressens vinkel på psykisk sygdom og ikke mindst træt af vores populistiske folketingspolitikere, som lover guld og grønne skove, men kun giver kul.

Det kræver ikke en Ph.D at gennemskue, at den kurs der politisk er langt, i forhold til nuværende og fremtidige psykisk syge og sårbare, er katastrofal. Hvis finansieringen ikke står mål til de faktiske udgifter, er der kun en vej. Om det er op eller ned ad bakke, er vel et spørgsmål om indstilling, men fremgang er det ikke.

Underfinansiering af psykiatrien er generel. Fra forskning, sengepladser, lokal og socialpsykiatri og til forebyggelsen. Der er ganske simpelt ikke en finansiering der modsvarer behovet, og før den kommer på plads, vil en opbremsning at antallet af psykisk syge og sårbare ikke være muligt.

Herhjemme i min sofa, virker det som om, at politikerne hellere vil bruge de åbenbart begrænsede midler, på forfølgelse af minoriteter, frem for at addressere nogle af de store problemer der findes herhjemme. Der er et sundhedsvæsen som er presset, men dyre tiltag, målrettet en meget lille gruppe er vigtigere og symbolpolitiken vinder igen over den almindelige danskers behov.

Jeg sidder i min sofa og undres over, at det åbenlyse ikke er åbenlyst mere. At vi danskere er blevet mere optaget af andres elendighed, fremfor egen fremgang. At en lovgivning er i orden, selvom der er utilsigtede ofre. At det at gå i små sko er blevet højste mode.

Hvorfor hjælper vi ikke der hvor behovet er størst, både blandt vore egne, dem der kommer hertil, og hvor der ellers er brug for det. Hvorfor er løgne og vennetjenester accepteret blandt vore politikere. Hvor er de ledere som tør lede.

I morgen vil jeg fortsætte min ørkenvandring, fortsætte med at rende panden mod en mur. For jeg vil have et liv med mening, for mig og for andre i min position og metoden er ikke anderledes. Jeg vil fortsat prøve at inspirere og involvere, prøve at lære nyt og dele lidt smil ud til dem jeg møder på min vej, for en ting er jeg sikker på og det er.

Vi kan mere end vi tror vi ved, både alene og sammen