Jeg havde en drøm i nat.

En rigtig møgdrøm, som har siddet i mig, siden jeg stod op.

Jeg gik i et rum, med meget lange rækker af borde, for enden af rækkerne var der store vinduer ud til de andre mennesker, for enden af en af rækkerne var der et lille sort rum, hvor et par mennesker stod under et spotlys.

Jeg gik med hoodiens hætte trukket godt ned over øjnene, havde ondt i benene og ked af det, følelsen af at være ked, var den eneste jeg har, ud over smerter i benene, men hver gang jeg stopper med at gå, begynder jeg at græde uhæmmet.

Engang imellem kom jeg til det sorte rum og inden jeg vender mig for at gå videre siger en af personerne “Du skal stoppe med at gå og du skal stoppe med at græde”. Jeg kigger op, græder mere, føler mig mere alene og går videre.

Jeg kan ikke komme ud af rummet, og vandrer i en selvforstærkende cirkel. Det hele bliver mere og mere tungt og til sidst vågner jeg. Trist og træt.

Det sker ikke så tit jeg kan huske hvad jeg drømmer, og helt ærlig, hvis det er sådan jeg drømmer, er jeg helst også fri.

Moralen af drømmen, hvis der er nogen, må være “ Fucked if you do, fucked if you dont”. Ikke en morale jeg på nogen måde vil følge.

Nu vil jeg have en kop kaffe mere, jeg er træt af den natlige vandren, og så skal der koges kikærter til hummus.

Og så lige en sidste ting, moralen er måske ikke så dum alligevel, men jeg vender roder lidt med den først så den bliver

“Fucked if you dont do”