Der er så meget jeg vil, og så lidt tid at gøre godt med. Det lyder næsten fatalt, men er det ikke. Jeg er bare nødt til at planlægge ud fra mine begrænsninger, og nogle gange er de voldsomt i vejen.

Jeg vil gerne tage PEER-uddannelsen, men det kræver at jeg kan overskue 2 x 3 timer om ugen, den første halvdel på skolebænken, den anden i praktik. Og det vil, som det er nu, være et sats, som kan ende i fiasko og evt nedtur, selvom jeg fagligt ikke er i tvivl om at det er noget jeg ville kunne.

Problemet er at jeg jo også har planer om et rygestop, og det kommer til at koste lidt, og så er der følgegruppen til psykiatriudvalgets arbejde og en almindelig dagligdag også. Det skal alt passes og psyken skal også kunne følge med, så det bliver svært.

PEER-uddannelsen kan først blive i efteråret, desværre, men med de timer jeg har til rådighed lige nu, må det være sådan, om det så bliver til noget, må tiden vise.

Hvis det var optimalt, ville jeg dog hellere læse f.eks pædagogisk socialisering, men den type uddannelser er ikke indrettet til mennesker med den type begrænsninger som jeg har. Noget jeg for egen regning godt kan leve med, jeg er jo ikke helt ung længere.

Det er dog en skam, ikke mindst for de unge, der slå med forskellige psykiske problemer, som den vej giver dem begrænsninger i deres valgfrihed i forhold til uddannelse. Uddannelsessystemet er desværre ikke gearet til noget der ligger ud over normalen, så hvis du har begrænsninger, kan det at få en uddannelse være utrolig svært. Det er ganske simpelt nødvendigt at åbne yderligere op for brugen af alternative forløb, så ønskeuddannelsen, bliver en mulighed for alle, der opfylder kravene for optagelse.

Jeg vil så, til gengæld, fortsætte at lære om Recovery, Samskabelse og Samproduktion, lidt New Public Governance og ting i den boldgade, herhjemme, i min sofa.

Psykisk sygdom er invaliderende og fyldt med begrænsninger. Et uddannelsessystem bør kunne lette disse begrænsninger, og åbne op for muligheder, for alle.