Livet er nogle gange en underlig uforudseelig ting. Nogle gange slår livets vej et sving ind i problemer, frustrationer eller sorg, andre gange fører svinget til glæde, ny viden elleroverskud. Det spændende ved livet er, at man aldrig helt ved, hvor det næste sving fører en hen.

Som psykisk syg, har svingene spredt sig ud over et bjergrigt område, svøbt i tyk tåge, men med en solid gps og god vejledning, lykkedes det alligevel at manøvrere gennem landskabet.

At have mod på livet er ikke noget der har præget hele mit liv. Det var der i starten, men forsvandt i takt med at livet blev besværligt og mine psykiske problemer gjorde deres indtog. Lysten og modet til livet er først for alvor vendt tilbage de seneste par år. Hvordan det hænger sammen har jeg ikke et entydigt svar på, men det her er mit bud på hvorfor.

Starten på vejen tilbage til livet, har jeg helt styr på. Den dag jeg stoppede med at drikke alkohol er en af de vigtigste i mit liv, næsten på højde med mine børns fødselsdage. Det selvforstærkende selvhad, som prægede tiden mens jeg drak, fik pludselig ikke sin benzin, så bålets flammerlangsomt kunne brænde ud. Ikke sådan at selvhadet forsvandt, men det blev ikke i samme grad vedligeholdt.

Derefter blev der brugt en del år på sofaen, med at lære at leve, at være tilstede og ikke mindst at lære at takle det at føle livet igen, på godt og ondt. På et tidspunkt nåede jeg frem til at lidt mere hjælp var nødvendigt. Selvom jeg var i et parforhold, var jeg ensom og isoleret, og hjælpen jeg manglede var til at komme ud af dette, hvordan jeg skulle række ud og få kontakt til andre end kæresten og hendes børn.

Mine egne børn havde frabedt sig kontakt med mig mens jeg stadig drak, hvilket jeg dengang ikke havde den store forståelse for, nu ser jeg lidt anderledes på det. Jeg var ikke meget værd som far dengang, noget jeg har svært ved at acceptere ved mig selv, men sådan var det.

Jeg fik en bostøtte, og gennem samtaler med hende, fik jeg langsomt styr på mine dag, og selvom der har været nedture af forskellig grad, så har rejsen alligevel i en eller anden form været en lang optur. Jeg kender mig selv og min sygdom langt bedre nu end nogensinde før, og mine handlinger, bliver i stor grad udført i samspil med sygdommen, i stedet for at være trodshandlinger imod sygdommen.

Recovery, eller det at komme sig, er en nyere vinkel på hvordan man opfatter psykisk sygdom. Det er gennem forskning og evidens påvist at man kan blive rask, selvom man lider af en psykisk sygdom, nogle siger op mod 60 % kan blive raske, andre op mod 90 %. Hvor et egentlige tal ligger er usikkert, men ingen tvivl om, at jo bedre forudsætninger der er, jo højere vil tallet være. Forudsætningerne for god Recovery er blandt andet, hurtig udredning og tilstrækkelig behandling, både medicinsk og terapeutisk. Indstillingen hos den syge har også stor betydning og troen på muligheden for, at man kan blive rask, kan ikke undervurderes.

For mit eget tilfælde, tror jeg nok ikke på at jeg bliver rask, jeg har levet med sygdommen længe og har ikke gjort mig mange tjenester gennem årene. På den anden side, så har jeg det bedre nu og selvom der stadig er dårlige dage, så er de sjældnere og føles ikke helt så overvældende som tidligere, så helt afskrive det vil jeg ikke.

Som lægmand vil jeg dog påstå dette, at Recovery ikke er muligt, hvis der samtidig er et misbrug. Misbruget forstærker sygdommen og umuliggør at arbejde med sig selv vedvarende, så længe man fodrer aben på skulderen, bliver den ved med at komme efter mere og styrer det liv, man selv skal styre. Så det første skridt til Recovery, vil for nogle være, at få styr på misbruget, for egen og omgivelsernes skyld.

En anden ting der er vigtig, eller er vigtig for mig, er at have noget at gå op i, noget at få tiden til at gå med. For nogle er det noget kreativt, som maleri eller strik, andre måske computerspil. Hvad der lige gør tricket for én er individuelt. For mig er det at involvere mig i politik, psykiatriudvikling og bekæmpelse af stigma og tabu omkring psykisk sygdom, men der er ikke en facitliste her, der er ikke noget der er bedre end andet, det vigtigste er, tror jeg, at det man vælger, ligger højt på ønskelisten over de ting man har lyst til og at det giver mulighed for at gøre det sammen med andre.

En af de svære ting ved at komme sig, er den modsætning der ligger i en opfattelse af at sygdom skal bekæmpes. Psykisk sygdom er en lidt anden størrelse end somatisk sygdom. En solid lungebetændelse kan bekæmpes med penicillin, hvor piller, som vi kender dem i dag, ikke er en kur til psykisk sygdom, men kan være en hjælp til at leve med den. Den bedste måde at bekæmpe psykisk sygdom, er at acceptere den, leve med den og ikke i modsætning til den, så vil den langsomt blive nemmere at leve med og måske med tiden og den rette hjælp forsvinde.

Mit liv nu, er stadig præget af psykisk sygdom, men jeg tilrettelægger mine dage og uger, så jeg får mest ud af deltog det bliver langsomt nemmere. Samtidig er glæden ved de ting jeg laver, både stort og småt, stor og jeg keder mig sjældent. Jeg veksler mellem de lidt mere udfordrende aktiviteter ude i verdenen og de mere stille, som at skrive dette, hjemme i min sofa, og der er en ny tro på fremtiden, som jeg ikke har haft længe.

Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke, men jeg glæder mig til den, rask eller ej, så er livet blevet spændende igen.