Generelt er jeg en smule skuffet over konferencen, der var ikke så meget nyt og mange gentagelser af velkendte problematikker, så jeg vil ikke gennemgå det hele, men nøjes med de dele jeg fandt særlig interessante.

Det første må være oplægget “Recovery – I spændet mellem ensomhed og fællesskab” af Professor i psykisk helsearbeid Bengt Karlsson. Han kom med relevant ny viden om Recovery og belyste også nogle af problemerne med Recovery, som bl.a den manglende evidens. Det slide der efterlod det største indtryk er dette

Nye og nødvendige tilnærminger i recoverysamarbeidet med borgere med funksjonsvariasjoner
• Sentrale prinsipper for recoveryorienterte praksiser (IMROC):
• 1. Fremme medborgerskap – et meningsfullt liv i lokalmiljø med vekt på rettigheter, sosial inklusjon og samfunnsutvikling. Fokus på stigmatisering og brudd på rettigheter
• 2. Støtte til personens egne recoverymål –vektlegge valgmuligheter, likemannsarbeid og helhet. Styrke borgerens muligheter til et liv utenfor problemene
• 3. Samarbeidsrelasjoner – partnerskap og likeverd
• 4. Organisasjonsmessig lojalitet – ledelse, kultur og rammebetingelser som muliggjør radikale forandringer
• 5. Likepersonsarbeid og erfaringsmedarbeidere, Recoveryscolleges: Brukerstyrte & felles opplæringsprogram og Recoverybaserte dokumentasjons- & evalueringssystemer

Da det forholdvis kort, er rimelig præcist i en anskuelse af et menneskes relationer og rammer for udvikling. Det der slog mig, er at hvis man skal beskrive rammerne for et “normalt” menneskes udvikling, hvilke stimuli og kulturer der skal til for en fortsat udvikling, så vil det i høj grad ligne det ovenstående, og så passer det heldigvis fint med nogle af de tanker jeg selv har gjort omkring inklussion og samskabelse, men det kommer jeg ind på en anden gang.

Bagefter kom en seniorforsker og en projektchef fra VIVE og fortalte om “Hvordan hjælpes mennesker bedst, når kompleksiteten øges?” Som meget kort sagt, var en skarp kritik af samspillet mellem de somatiske og psykosociale problematikker en psykisk syg har og de tilbud der eksisterer, samt at den fortsatte udhulning af psykiatrien m.m er med til at præge tilbudene negativt, da man i nogen grad er nødt til at lave pakkeløsninger, som ikke tager hensyn til individuelle behov.

”Hvad er løsningerne?
• Voresorganiseringskalmatcheborgernesvirkelighed:
− Hvis vores borger er præget af tæt sammenvævet medicinsk og social kompleksitet – så skal vores tilbud og vores organisering, være præget af tæt sammenvævede kompetencer til at håndtere medicinsk og social kompleksitet.
− Hvis vores borgere har brug for sammenhængende, koordinerede forløb – så skal vi have en organisering på tværs af fagligheder, forvaltninger, centre, afdelinger, enheder, som gør det nemt og ensartet for borgere og medarbejdere at få overblik og at samarbejde om at levere tværfaglige, sammenhængende, koordinerede forløb.
• Hvadbetyderdet?
− Fra flerfaglighed til reel tværfaglighed
− Fra kontaktpersoner til reel forløbsledelse
− Fra ”systemernes forløb” til ”borgernes forløb” “

Er fra et af deres slides. Kort sagt, væk fra kasse og solo tænkning og over til individet. Nogle behandlingsformer der blev fremhævet er ACT og ICM, noget jeg lige skal bruge lidt tid til at læse op på.

Det sidste jeg vil fremhæve er den session jeg deltog i. Ikke fordi der var noget banebrydende, men fordi nogle paneldeltagere fremhævede en “dem og os” tankegang, jeg fandt dybt provokerende. Det var en tilgang som jeg finder dybt problematisk, da inddragelse eller inklusion netop er det, som uden sammenligning betyder mest for undertegnede. Hvis man skal fjerne stigma og tabu, skal man inkludere og favne, ikke ekskludere og skubbe væk. På mit spørgsmål om det ikke var samarbejde om fremfor arbejde med, og inklussion og samskabelse ikke var en del af strategien, var svaret at det var det, der fandtes jo bl.a PEER netværk.

Og ikke et ondt ord om PEER netværk, men det er en mulighed som ikke rammer bredt nok. Jo der er psykisk syge/sårbare som gør et fantastisk arbejde der, men jeg vil vove den påstand at der er langt flere, som reelt aldrig ville kunne fungere som PEER. Inklusion skal tænkes langt bredere og forskelligartet.

Og det leder mig så over i hvad jeg har fået ud af konferencen. Viden og tilgange er vigtig for mig, og jeg har gennem et stykke tid tænkt mange tanker om inklusion og samskabelse, og her har konferencen hjulpet mig videre i at få lidt mere format på det jeg tænker.

På mandag skal jeg afsted og lære lidt mere om samskabelse og der er nogle ideer der er ved at tage form. Overordnet handler det om at få psykisk syge/sårbare ud af isolationen fra resten af samfundet. Jeg tror ikke at det er synderlig sundt, kun at omgåes andre som er i lignende situationer, men at man, hvis man kan, må blande sig i fællesskaber som er interesse eller erhvervs rettede, ikke på lige fod, men med gensidig respekt for eksisterende uligheder.

Bengt Karlsson, kom med et citat, som jeg ikke kan huske forfatteren til, og det vil jeg slutte med.

Nothing about us without us.