I går blev kæresten fyret fra sit arbejde, så dagen skulle handle om hende, men kom i sidste ende til at handle om mig.

Kort efter jeg stod op, kom hun ind ad døren, med alt sit habengut, fra arbejdet og fortalte at hun var blevet fyret. Der var ikke nok at lave, så de fritstillede nogle medarbejdere.

Hun græd lidt, men var også afklaret med det, ville egentlig gerne videre selv og det er jo en af måderne at komme det. Hun spurgte om jeg ville tage med hende til fagforeningen, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville.

Bagefter købte vi lidt ind og da vi kom hjem, hyggede vi lidt, hvorefter jeg bagte boller og lavede aftensmad. Dagen blev, fra min side brugt på at sikre at hun trods fyringen, havde så god en dag som muligt, hvilket der i sig selv ikke er noget underligt i, men jeg glemte noget i farten, mine rutiner blev skubbet til side og jeg glemte mig selv.

Efter hun og ungerne var gået i seng, var jeg mig selv, slidt, frustreret og ked af det og da jeg endelig gik i seng, sagde jeg godnat, men hun drejede sig ikke, som hun plejer, så vi kunne give hinanden et sidste godnatkys, og så gik det galt.

Jo, jeg ved godt hun var træt efter en hård dag og vi har også snakket om det i dag, men når jeg er slidt, kan jeg ikke altid styre mine tanker og at stoppe dem, er stort set umuligt.

Tankesporet gik fra, hun gider ikke, har jeg gjort noget galt, er hun træt af mig, hvorfor vil hun mig ikke mere, skal jeg flytte, gad vide hvor jeg ender, hvis jeg er alene begynder jeg at drikke igen og det dør jeg af til, er der nogen der vil savne mig, når jeg er væk.

Det gik min nat med, alene, frustreret og ikke i stand til at gå op og vække hende og snakke med hende, for hun er jo træt. I morges da jeg hørte hendes vækkeur, gik jeg endelig op og vi fik snakket og jeg fik sovet.

Lige hvilken del af min diagnose der gør det her ved mig, ved jeg ikke, men det slider. I dag er jeg træt, humøret er bedre, ikke godt, men bedre og i morgen kommer endnu en dag.