Om 14 dage deltager jeg i KL’s Handicap- og Psykiatrikonference.

Temaet er:
“Flere, mere, bedre? Flere borgere rammes af psykiske eller kognitive vanskeligheder.
Men hvordan gør vi det bedst, når kommunerne skal levere stadig mere til flere?”

Det er en dag, jeg ser frem til, dels fordi jeg synes temaet er spændende og relevant, og fordi jeg håber at lære nyt.

Selve dagen, har jeg planlagt i detaljer, så jeg i videst muligt omfang kan sikre at psyken ikke spiller mig et puds, men selvfølgelig er jeg spændt på om planlægningen holder.

Mit hovedformål med deltagelsen i konferencen, er ud over læringsdelen, at vifte lidt med inklusionsflaget. Jeg er så vidt jeg kan se på deltagerlisten, den eneste psykiatribruger som er med, med mindre der gemmer sig nogen under andre betegnelser eller titler.

Jeg synes det er en skam, at inklusion og samskabelse, af og med psykisk syge, ikke har større vægt i lokal-, regional- og landspolitik, det er en gruppe der oftest bliver overset eller tilsidesat, også i beslutninger der direkte vedrører dem.

En anden anke er, at konferencer, som denne og lignende, hvor temaet handler om forskellige indgangsvinkler til psykiatri, er latterlig dyre at deltage i. Det er ikke mange psykisk syge på førtidspension, der kan finde 2.500 kr i budgettet. Det afskriver gruppens deltagelse, samtidig med at konferencedeltagerne kan gå glip af relevant input.

Min opfordring vil være, at der skal skabes grobund for større inklusion for at skabe de bedste betingelser for udvikling, samarbejde og samskabelse på psykiatriområdet.

Bernd Bachmann