Jeg læste forleden en artikel, som fremhævede nogle pointer, som jeg ikke, som lægmand, havde haft i mine overvejelser omkring hvordan man kunne optimere psykiatrien.

Jeg har tidligere skrevet om, en tanke om at opkvalificere psykologer og sygeplejersker med en masteruddannelse i farmakologi, for at komme rundt om manglen på psykiatere, nu er jeg ikke så sikker mere, faktisk langt fra.

Hvordan man kan afhjælpe manglen, ud over at uddanne flere psykiatere og sikre dem ordentlige arbejdsvilkår, ved jeg ikke, der er for mange faktorer der skal med, men jeg tror at man/jeg lige skal have skilt nogle ting ad.

Jeg ser det umiddelbart som en tredelt problematik. Der er en forskningsdel, en dianostiseringsdel og en behandlingsdel. Der er også som et minimum, 3 faggrupper involveret, med forskellige vinkler på løsninger og forskellige kompetencefelter.

Hvordan man lige løser det, ved jeg ikke, men jeg hælder nok til, at psykiateren i sidste ende må være den hovedansvarlige og tovholderen.

Mere om det på et senere tidspunkt, når jeg har fået lidt styr på, hvilke faldgruber der er, og hvordan man sikrer at alle faggruppers kompetencer kommer bedst i spil

Artiklen der rykkede min overbevisning, er linket til herunder

Psykiater: Vi skal bekæmpe psykisk sygdom, lige så ambitiøst som vi bekæmper kræft