Så sidder jeg her igen, har haft en hyggelig snak med Lone, så humøret er højt

På vej herned kom jeg til at tænke på funktionsniveau, og hvilken underlig størrelse det egentlig er. Tilbage i tiden, var det ikke noget jeg tænkte over, jeg gjorde bare hvad der faldt mig ind, eller hvad jeg forventede af mig. Nu er det så noget anderledes.

Da jeg første gang blev præsenteret for begrebet, tænkte jeg det, som en størrelse. At funktionsniveauet var et forholdsvis fast antal dage, timer eller minutter, og jeg kunne ikke få regnestykket til at gå op. Det var stadig en diffus størrelse, som jeg ikke kunne få styr på, men så ændrede jeg tilgangen og det hjalp.

I stedet for at se det som een størrelse, har jeg nu splittet det op i forskellige kategorier, og det virker noget mere overskueligt for mig.

Der er to primære kategorier. Ude i verden og hjemme. Der er begrænsninger på, når jeg er ude i verden. Efter 3-4 timer er jeg ved at være brugt og der skal gerne være nogle rolige hjemmebane omkring en udedag, så batterierne kan lades ordentlig op. Nogle gange kan der bruges mere tid, andre mindre. Det kommer meget an på hvad jeg laver, men f.eks et cafebesøg som i dag, på et par timer, med efterfølgende indkøb er rigeligt, jeg får prikket lidt til mine usikkerheder, uden at overskride grænsen. Og jeg kan da også mærke, at usikkerheden bliver mindre.

Når jeg er hjemme, er der selvfølgelig de sædvanlige pligter der skal gøres, men det er jo meget normalt. Noget af det der så giver mig en del på pluskontoen, er mine skriverier. Både dem jeg udgiver og dem der kun er for mig. Det er min ventil, hvor tanker og reflektion fylder en del og en gang imellem et “nu skal der lukkes damp ud” brokkeskriv.

Skriverierne giver mig ganske enkelt, ro i hovedet og derigennem mere overskud til andre ting.