Så sidder jeg her igen, i sofaens bagdelsformede hulning og filosoferer lidt over fremtiden.

Jeg har i flere omgange overvejet om, jeg skulle vove mig ud i at holde foredrag om livet som Bernd Bachmann.

Tanken både skræmmer mig lidt, men udfordrer også. Jeg vil jo gerne slå et slag mod stigmatisering og tabu, men samtidig er jeg usikker på, hvordan psyken vil reagere på det.

Jeg har før talt ved større forsamlinger, og selvom det giver klamme hænder, så er det gået godt, med forholdsvis rolig stemmeføring og uden panik over at stå frem.

Et eller andet sted, i mig siger, gør det, det skal prøves, og hvis det så ikke går, så ved jeg at det er prøvet og at jeg ikke gav op på forhånd, samtidig en der en del der vedvarende spørger om jeg kan klare det, hvis der er negative konsekvenser.

Så man kan vel sige, at jeg lige nu har en kamp mellem to sider af det at være mig, og den foreløbige konklusion er, frit oversat til engelsk.

Fucked if you do, fucked if you don’t.